January 3, 2025 TArnoldi

AI og ens egen kreativitet

I øjeblikket arbejder jeg på at integrere AI i mit workflow. Uanset om man ønsker det eller ej, så er AI kommet for at blive. Toget er kørt, kan man sige, selvom debatten om copyright-regler stadig er åben.

Men hvordan skal man forholde sig til AI? Personligt mener jeg, at det er ekstremt vigtigt at bruge AI som et værktøj til at nå de mål, man har sat sig. Det bør være ens egen kreative vision, der styrer processen, ikke omvendt. Det er essentielt, at man føler, at man selv har skabt slutresultatet og ikke blot har kopieret det hele og været en tilskuer til forløbet.

Jeg bruger personligt AI som en sparringspartner for at blive bedre til det, jeg laver. Fornøjelsen ved at forbedre sine kompetencer synes jeg er ekstremt vigtig at holde fast ved. Vi har nu fået et værktøj, der har været under udvikling i mange år. AI er fællesnævneren for “deep learning”, “neural netværk” og “machine learning”, hvor man blandt andet har taget udgangspunkt i, hvordan vores hjerne fungerer. Det gør det en smule skræmmende, da man nogle gange føler, at man kommunikerer med en person på ChatGPT. At AI kan udføre opgaver på få sekunder, som vil tage os dødelige flere måneder, er heller ikke særlig opmuntrende – men det er den tid, vi lever i, enten vi vil det eller ej.